Nyheder
Fundamentet for FIF: Erfaringer fra KIK og Fremtidens Kloge Hænder
”Derfor kræver det et stort arbejde at arbejde med dem, når de er unge hos os: Give dem tryghed, sikkerhed, venskab, frihed og få deres verden til at falde på plads.”
– Leder i detailhandlen
Fundamentet for FIF: Erfaringer fra KIK og Fremtidens Kloge Hænder
I takt med en stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft inden for håndværk og industri står Danmark over for en vigtig opgave: at motivere ufaglærte unge til at tage en erhvervsrettet uddannelse og se mulighederne i en faglært fremtid. Projektet Fremtidens Kloge Hænder, hvor NEG var lead, sigtede mod at løfte denne udfordring ved at skabe meningsfulde veje fra ufaglært arbejde til en bæredygtig karriere. Erfaringerne herfra – samt erfaringerne fra projekt Karriere i Kassen (KIK), som fokuserede på uddannelsesvejledning og rekruttering af ufaglærte unge i detailbranchen – er inddraget i projekt Fremtiden i Fokus (FIF) og danner et vigtigt grundlag for udviklingen af de praksisbaserede vejlednings- og uddannelseskoncepter, der anvendes i FIF.
Hvem er de ufaglærte unge?
Ifølge undersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut udgør de ufaglærte unge en bredt sammensat gruppe med forskellige motivationsfaktorer. Nogle har negative skoleerfaringer, mens andre oplever sociale barrierer, der gør det vanskeligt at starte på en uddannelse. Samtidig viser evalueringen af Karriere i Kassen-projektet, at mange unge i detailbranchen ser deres arbejde som midlertidigt og ikke nødvendigvis kobler det til en faglært fremtid.
Hvad motiverer de unge?
Motivation er en kompleks størrelse, men forskning peger på seks primære drivkræfter:
- Karriere- og udviklingsmuligheder – Unge ønsker en fremtid med gode jobmuligheder og mulighed for at avancere i deres felt.
- Social anerkendelse – For mange betyder det meget at være en del af et fællesskab på arbejdspladsen og blive værdsat for deres indsats.
- Praktisk læring frem for teori – Mange ufaglærte foretrækker at lære gennem praksis snarere end traditionel skolegang.
- Tryghed i arbejdsmarkedet – Udsigten til et stabilt job og en mere sikker fremtid spiller en stor rolle i deres beslutninger.
- Meningsfuldt arbejde – Unge ønsker at arbejde med noget, der giver dem en følelse af værdi og formål.
- Økonomi – Overgangen fra løn til SU eller usikkerheden om fremtidig indkomst kan være en afgørende faktor for valg af uddannelse eller job.
Næste skridt: Afprøvning, evaluering og forandring
For at fastholde og udvikle de unge i retning af en faglært karriere må vi nytænke vejledning og motivation. Projektet Fremtidens kloge hænder kan med fordel trække på erfaringerne fra andre succesfulde initiativer:
- Kombination af arbejde og uddannelse
Unge, der allerede er i beskæftigelse, bør tilbydes muligheden for at tage uddannelse på en fleksibel måde – fx gennem meritgivende arbejdserfaring, virksomhedsforlagt undervisning og mentorordninger. - Målrettet vejledning med fokus på praktik og karriereudvikling
Mange unge savner tydelig vejledning om, hvordan deres nuværende job kan føre til en faglært karriere. Ved at integrere vejledning direkte på arbejdspladsen og bruge rollemodeller fra branchen kan vi skabe en stærkere bro mellem job og uddannelse. - En styrket fællesskabsfølelse
Uddannelse skal ikke være en ensom rejse. Hvis vi skaber stærke læringsfællesskaber, hvor unge kan støtte hinanden, vil det øge chancen for, at de fuldfører deres uddannelse. Dette kan ske gennem små læringsgrupper, netværk på arbejdspladsen og sociale mentorprogrammer.
Projektet Fremtidens kloge hænder har potentiale til at ændre narrativet om ufaglærte unge og deres karrieremuligheder. Ved at kombinere praksisnære læringsmuligheder, målrettet vejledning og stærke fællesskaber kan vi gøre erhvervsuddannelse til et attraktivt valg for flere unge. Hvis vi vil sikre fremtidens dygtige håndværkere, skal vi starte med at give de unge motivationen til at tage første skridt.
Projektet er støttet af:
Fremtiden i Fokus
Vi styrker fastholdelse og uddannelsesmotivation hos unge i detail-, SOSU-, hotel- & Restaurationsbranchen.
MERE INFO
GDPR
CVR: 10521815
EAN: 5798000553682